„Javist ja — han som vilde have dig til sig?“
„Nu har jeg faaet Brev fra ham med Reisepenge, det blev bragt af den Herre, som var her for een Stund siden.“
Fru Larsen maatte læse Brevet, hun fandt det saa besynderligt, men kunde ikke tvile paa at det virkellig forholdt sig saadan.
„Naturligvis modtager Frøken West dette glimrende Tilbud,“ sagde Widding.
„Jo, jeg synes nok det!“ lød Svaret.
„Det var det, Fru Larsen, sagde Maggi hastigt, „at jeg vilde nødig at Tante, West og Lorentz skulde vide noget om denne min Reise.
„Aa nei, du har vel ingen Grund til at aflægge Dem Regnskab for det.“
„Nei, jeg ønsker som sagt, at de ikke skal vide noget om det, hellerikke at nogen anden som spørger efter mig skal faa Oplysning om hvor jeg er reist hen.“
Fru Larsen saa forundret paa hende.
„Ja, naar du vil det,“ sagde hun nølende, „saa faar jeg vel rette mig efter det.“
Dørklokken ringte fra Butiken, og hun undskyldte sig og gik derind.
„For en pen, tækkelig, gammel Kone,“ sagde Widding. „Hun lod til at finde det paafaldende, at ingen skulde vide om Deres Reise.“
