Saa knælte hun ned paa Gulvet og takket Himlens Herre, fordi han havde styret alt til det bedste for hende.
Ak den stakkels, haardt hjemsøgte Pige skulde blot vide, hvad stak bag. At det ikke var Himlens Herre men Afgrundens Fyrste, der nu udstrakte sine griske Klør efter hendes Sjæl, at hun var løbet i en Snare, der vilde føre til hendes visse Undergang.
Da hun atter reiste sig, faldt det hende ind at hun burde underrette Widding, faa sendt Gilbert Bud gjennem ham. Ja, endnu iaften vilde hun skrive til ham.
Hun vak op ved at der blev banket paa Døren.
Og hvem var det vel anden, end Widding, som nu traadte ind:
„Goddag, Frøken West.“ sagde han med fremrakt Haand. „Undskyld, at jeg kommer og forstyrrer Dem.“
„De forstyrrer mig ikke, Hr. Widding.“ sagde hun smilende og trykket hans Haand. „Jeg sad just og tænkte paa Dem — at jeg skulde skrive til Dem, fordi jeg trængte Dem.“
„Glæder mig at høre.“
„Vil De behage at sidde ned og læse dette Brev, som jeg ganske nylig har modtaget.“
Han tog Brevet og satte sig ned i Sofaen.
Hastig gjennemfo’r han Linjerne og gav i et Udraab af glad Forundring.
