„Jeg, som er din nærmeste Slægtning her i Verden.“
Maggi blev hende Svar skyldig.
„Eller er det kanske dette Sludder med Lorents, som du endnu gaar og værker for?“
„Du kalder det Sludder, Tante, men du ved hvad jeg regner det for.“
„Nu vi skal ikke disputere om den Ting,“ svarede Tanten koldt og reiste sig. „Jeg vil det bare til dit eget Bedste.“
Hastig tog hun Afsked og gik. Maggi fulgte hende til Døren, vendte saa tilbage, satte sig ned ved Bordet og støttet Hodet mod Haanden.
Hun tænkte paa sin Far og Mor og det Brev, den sidste havde efterladt hende og hvilket hun først skulde aabne, naar hun havde fyldt sit attende Aar.
Maggi havde holdt dette Løfte helligt. Men Brevet var bortkommet sammen med hendes øvrige Sager, idet Kufferterne blev stjaalne. Nu sad hun og grundet paa, hvad Brevet kunde indeholde for en Hemmelighed. Ak det fik hun nok aldrig vide. Rigtignok havde hun efter Dr. Aagots Raad anmeldt Tyveriet til Politiet, men hun havde intet videre Haab om at faa sine Sager igjen. Og Tabet af dem vilde blive ganske føleligt, ifald hun skulde reise.
Nu stak Fru Larsen Hodet ind fra Butiken og sagde i en halvt bestyrtet Tone:
