„Det kan man se paa hende. Men nu din Gamle, hvad tror du, han vil sige til dette?“
„Han vil aldrig i sit Liv tillade det. Derfor er det bedst, at han ikke faar vide det — vi holder det hemmeligt indtil hans Død, som ikke kan lade vente meget længe paa sig.“
„Det er den klogeste Maade at tage det paa,“ mente Widding. „Man kan ikke forlange af gamle Folk, at de uden videre skal forandre Anskuelser. Ja, jeg kjender jo ikke din Onkel personlig . .“
„Det kunde du vel endnu komme til. Tag en Tur op paa Lindevold og besøg os en af Dagene.“
„Tak, det skal jeg virkelig gjøre. Jeg interesserer mig umaadelig for disse gamle Herregaarde. Siger man ikke at det skal være et Lig indemuret paa Lindevold?“
„Det er jo nærmest et Sagn. Men om det virkelig er Tilfældet, maa Liget forlængst være svundet ind til et Skellet. Naturligvis spøger det hos os som paa alle gamle Herregaarde.“
„Der kommer Sporvognen!“ raabte Widding. „Jeg foreslaar at vi trikker til Grand og feirer den glade Begivenhed ved en Flaske Champagne.“
„Kjør for det!“
