for at tale personlig med hende. Og hun frygtet ikke for hans Besøg, men længtes tvertimod efter det; hun kunde ikke høre nok om Gilbert.
Som hun sad her, kom hun pludselig til at tænke paa Dr. Aagot og deres sidste Mellemværende, og hendes Hjerte sammensnøredes af Smerte.
Hvor usigelig krænkende og oprørende at tænke paa, at Frøken Vang, hvem hun satte saadan Pris paa, skulde anse hende som en ussel Bedragerske og Tyvekvinde!
Men snart fandt hun Trøst ved at huske paa Widdings Ord, at alt skulde blive opklaret, naar den Tid kom, at hun skulse gjenforenes med Gilbert og blive hans Hustru.
Ak saa usigelig træt hun var af Kristiania og al den Forfølgelse, som her var bleven hende tildel.
Hvor deiligt at komme bort fra det Hele og faa Ro over sig og vente paa bedre Dage, da hun skulde faa Opreisning og Erstatning for alle sine Lidelser ― rig Erstatning.
Pludselig vaktes hun af sine Tanker ved en let Banken paa Døren.
„Værsaagod!“ sagde hun, idet hun reiste sig.
Det var Fru West, som kom ind.
Den unge Pige grebes af en let Uro ved Synet af hende.
