Hopp til innhold

Side:Muus Maggi West.pdf/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

„Du vil da vel ikke sige, at du har hørt noget galt om hende?“

„Langtifra, ikke det ringeste andet end godt. Men at en Mand som du spadserer med hende, finder jeg sandt at sige lidt paafaldende.“

„Kan tænke mig det. Derfor ser jeg mig nu nødt til at røbe Hemmeligheden. Maggi West er Sypige og Koristinde, det er sandt, men lige sandt er det, at hun er dydig ren som Sne, og jeg elsker hende af hele min Sjæl og vil gjøre hende til min Hustru, hun eller ingen!“

Widding trak Øienbrynene iveiret af Overraskelse.

„Dette gjør mig virkelig godt at høre, min kjære Gilbert,“ sagde han med hyklet Hjertelighed. „Du elsker en brav, ung Pige og saa spørger du ikke hverken om Stilling eller Herkomst, men lyder kun dit Hjertes Stemme og lægger hele dit Liv for hendes Fødder. Du ved ikke, hvor du stiger i min Agtelse ved dette; jeg beundrer dig. Det er saa stort og ædelt af dig dette. Jeg ønsker dig hjertelig tillykke.“ Og han gav ham Haanden.

Disse Widdings Ord lød overmaade behagelige i Gilberts Øren.

„Tak skal du ha,“ sagde han oprømt. „Hvor herligt det er at elske og blive gjenelsket. Du kan ikke tro, hvor sød og prægtig Maggi er. Et Naturbarn og dog saa intelligent.“