den Tid gaar nok. Og jeg vil nu sige Dem det, Frøken, at ved et længere Ophold i Udlandet vil De tilegne Dem en hel Del Verdenserfaring.“
„Alt dette lød saa greit, forstandigt og indlysende, at Maggi maatte bøie sig for det.“
„Ja, det vilde kanske være det bedste,“ mente hun.
„Det tror jeg ogsaa Gilbert vil finde, naar jeg forelægger ham Sagen. Men om De reiser did, bør De helst lade det ske i den største Hemmelighed.“
„Ja, det er nok nødvendigt. Men det er sandt, jeg har ikke Brevet med Onkels Adresse,“ erindrede hun sig pludselig. „Brevet blev liggende igjen hos Frøken Wang.“
„Saa maa De gaa op og hente det.“
„Nei, jeg kan ikke bekvemme mig til at gaa op til hende, efter det som er passeret mellem os to.“
„Kunde De ikke sende et Bud efter Brevet?“ foreslog han.
„Jo, det faar jeg gjøre.“
„Se her,“ sagde han og tog sin Notisbog frem, „kan De skrive nogle Linjer og sende Frøken Wang med et Bybud, og vi sidder her og venter til han kommer tilbage.“
„Desværre,“ sagde Maggj forlegen, „har jeg ingen Penge.“
„Den Bagatel skal jeg lægge ud for Dem.“
