at udvise Forsigtighed, saa hans Mistanke dysses tilro. Selv nu han er syg, har Gamlen omgivet ham med Spioner.“
„Jeg tror gjerne det.“
„Tør jeg nu spørge Dem, Frøken, hvordan er Deres Planer for Fremtiden? Det vil sige, jeg spørger Dem fra Gilbert.“
„Jeg har det ikke rigtigt paa det rene,“ svarede hun, meddelte ham saa Fru Wests Ord og sagde, at hun havde tænkt at slaa sig ned hos Fru Larsen og hjælpe hende med Butiken.
„Det kan jo være bra nok,“ mente Widding.
„Men der vil De være udsat for Rambølls Spioner og Intriger . . .“
„Jeg har en Onkel i Amsterdam, som sidder meget godt i det,“ sagde hun, „han har nylig tilskrevet mig og bedet mig komme til sig, da han vilde skaffe mig Post i sin Forretning, og jeg skulde faa det meget godt.“
„Se det,“ sagde Widding og grundet lidt, saa fortsatte han:
„Mon De ikke burde modtage dette fordelagtige Tilbud og reise til Deres Onkel og tiltræde Posten. Fra Amsterdam kunde De jo, uden at nogen havde Rede paa det, underholde Brevvexling med Gilbert og se Tiden an, indtil gamle Rambøll dør. Det kan jo synes haardt at leve paa Breve et Aar eller saa, men
