og betænkte sig paa, hvad han nu skulde tage sig til.
Tage en Vogn og kjøre hjem? Nei, det havde han egentlig ikke Lyst til. Gaa paa et Friluftsetablissement og se en Forestilling? – Nei, hvad var vel det, efter han nu havde været sammen med Maggi.
Som han stod og grundet herover, følte han et let Slag paa Skulderen og vendte sig og saa Ingvald Widding.
„Gratulerer med din Erobring, Gilbert,“ sagde denne smilende, idet han trykket hans Haand.
„Hvad mener du?“ spurgte Gilbert blussende.
„Stil dig ei saa hellig an, jeg mener den nydelige unge Pige, jeg saa dig sammen med — hendes Øine fortalte mig, at hun elsker dig. Og jeg som trodde, at du var saadant Dydsmønter.
„Hør nu, Ingvald, sagde Gilbert alvorlig og trak ham med sig til en Bænk i Parken, hvor de begge tog Plads. „Du er fuldstændig paa Vildspor.“
„Er jeg det?“
„Du tror, at der er nogen Letsindighed med i Spillet.“
„Hvad andet kan jeg vel tro, naar jeg ser Gilbert Rambøll til Lindevold spasere paa Kongsveien med en Koristinde og Sypige.“
„Ah, du kjender hende.“
„Ikke mere, end jeg ved hvem hun er.“
