nogen Disposition til Sindssyge hos den unge Pige, hun havde taget under sin Beskyttelse.
„De har givet Deres Æresord, siger De,“ sagde hun koldt og tvilende, „det høres underligt ud dette, Frøken West. Hvem har De givet det til?“
„Det kan jeg ikke sige,“ stønnet Maggi. „Dog forsikrer jeg Dem til ved alt helligt, jeg har ikke været paa noget Laanekontor igaar Kl. 12.“
„Hvordan vil De saa forklare det, at den Herre er villig til at aflægge Ed paa, at det var Dem han saa der.“
Maggi brød fortvilet sin Hjerne. Hvor kunde det vel falde hende ind at tænke sig den Maade hvorpaa den skjændige Plan var arrangeret ved Hjælp af en Pige, der var hendes udtrykte Billede, og for hende blev der kun tilbage en Maade at tyde det paa.
„Naar den Mand siger at han har seet mig der, saa lyver han.“ raabte hun med funklende Øine, „han staar i Forbund med mine Fiender og vil hjælpe til at ødelægge mig.“
Dr. Aagot saa paa hende med rynkede Bryn.
„Og saadant vover De at sige om en brav Mand!“ raabte hun. „De ser vist Fiender i hver en Krog og hele Deres Liv synes at være omvævet af Hemmeligheder. Men om De nu ikke vil forklare hvor De var igaar, bliver jeg jo nødt til at anse Dem som Tyven.“
