at bevise, at det ikke er Tilfældet. Sig mig nu, hvor var De igaar Kl. 12?“
Ved dette Spørgsmaal for Maggi sammen blussende rød.
„Jeg – kan ikke sige Dem, det.“ svarede hun med bævende Stemme.
„Om det er noget, som De ikke vil fortælle i disse Herrers Paahør, saa kan De jo sige mig det paa Tomandshaand.“
„Jeg kan ikke det,“ lød det toneløst.
Blidt trak Dr. Aagot hende med sig ind i Dagligstuen.
„Kjære Maggi sig det!“ bad hun. „Jeg vil saa nødig tro noget slet om Dem, men nu maa De betro mig denne Hemmelighed.“
Intet Svar kom.
„De hører jo, det gjælder Deres Ære. Deres gode Navn og Rygte.“
„Jeg har givet mit Æresord paa ikke at røbe Hemmeligheden ved dette Ærinde,“ sagde hun med lav Stemme.
Disse Ord virket ikke til hendes Fordel, men helt modsat. Ved dens første Møde havde ogsaa Maagi talt om mystiske Hemmeligheder i Forbindelse med de Forfølgelser, hun var udsat for, nu kom atter Dr. Aagot til at tænke paa Widdings Ord om Forfølgelsesmani og hun spurgte sig selv, om der ikke skulde findes
