Maggi bar ind Vinbrettet og satte det paa Bordet for lige hastig at fjerne sig igjen.
„Det var hende!“ gjentog Bestyreren. „Jeg skal gjerne aflægge min Ed for Retten paa at det var hende.“
„Men jeg kan alligevel ikke tro det,“ erklærede Dr. Aagot ophidset.
Hun skjænket i for sine Gjæster og drak med dem.
„Det er sørgeligt, at saadan en vakker Pige skal forgaa sig saadan,“ mente Bestyreren.
„Det er næsten utroligt,“ sagde Detektiven, „men hør nu, Frøken Wang, kan det ikke tænkes, at hun lider af medfødt Tyvesyge, Kleptomani?“
„Den ytrer sig ikke paa saadan Maade,“ svarede Dr. Aagot. Idetsamme randt det hende uhyggeligt i Hu, hvad Widding havde ytret om Maggi, at en Bekjendt af hende havde beskyldt hende for at være tyvagtig. Og den Spire af Tvil, der var vakt hos hende, voxte herved.
„Hm–m, man ved jo at Personer kan hypnotiseres til at begaa Forbrydelser,“ henkastet Bestyreren.
„Det kan umulig tænkes at være Tilfældet her,“ svarede Aagot. „Maggi gjorde sig virkelig et Ærinde ud Kl. 12 igaar, og da jeg spurgte hende hvor hun havde været, sagde hun, at hun ikke kunde sige mig det.“
„Det var leit det,“ sagde Detektiven.
