hun kom ind,“ sagde Bestyreren. „En nydelig Pige. Jeg saa med engang paa hende at hun ikke var vant til at komme paa Laanekontorer, hun saa genert og nervøs ud.“
Det blev banket paa Døren og Maggi kom ind med et Papir i Haanden.
„Det er Regning fra Instrumentmageren,“ sagde hun.
Dr. Aagot saa paa Regningen, tog sin Haandvæske, trak nogle Pengesedler op og rakte hende.
„Vil De saa bringe ind en Flaske Sherry,“ bad hun, og Maggi fjernet sig.
Dr. Aagot saa paa Bestyreren. Det alvorlige Udtryk i hans Ansigt gjorde hende helt urolig.
„Nu?“ spurgte hun.
„Det var hende!“ lød det afgjort.
Doktoren fòr sammen og skiftet Farve.
„De maa tage Feil!“ raabte hun.
„Jeg tager ikke Feil her.“
„De maa have ladet Dem skuffe af en ganske overordentlig Lighed."
„Det kan ikke være Tale om det — Ansigtet, Holdningen, Bevægelserne var de samme, jeg gjenkjendte endog hendes sølvklare Stemme.“
„Alligevel saa kan jeg ikke tro det,“ higstet Dr. Aagot.
