Da Parret nærmet sig Veiskillet ved Grønlien, mødtes de en sortskjægget, elegant klædt Herre, som hilste Gilbert med et eget Smil, og der gik en Blussen over dennes Ansigt, som om han ikke likte dette Møde.
Lorents kjendte den Sortskjæggede af Udseende og Omtale og undret sig høilig over at en dydig ung Mand som Rambøll var bekjendt med denne Person.
Widding hed han, var en letlivet Person, Literat i Navnet, men levet mest af alskens smudsige Affærer, ja, man sagde endog om ham, at han var en Pigeagent.
Forøvrig var han en høit begavet Mand, og dette var det, som havde fængslet Gilbert, da han tilfældigvis traf sammen med ham paa en Fodtur, hvor Gilbert blev syg. Under dette viste Widding sig meget elskværdig og opofrende mod ham, og Gilbert kom til at holde af ham og ansaa ham for sin trofaste Ven. Han havde ingen Anelse om, hvilken Ulv i Faareklæder han her havde sluttet Venskab med. Han var, efter hvad Widding selv fortalte, kommen til at anse ham for en Mand, der paa Grund af sin Fritalenhed havde erhvervet sig mange Fiender, som talte ondt om ham, bagvasket ham og søgte at komme ham tillivs. Widding duperede ham aldeles, og det nyttet lidet for nogen at komme til Gilbert og tale ondt om denne hans farlige Ven.
Efterat Gilbert havde seet Maggi fare afsted med Trikken, blev han en liden Stund staaende paa Halvards Plads
