Han havde efter Telefonbud indfundet sig paa Dr. Aagots Kontor og var af hende meddelt Enkelthederne ved Tyveriet, ogsaa at hun havde en Pige som hed Maggi West hos sig, der var hende tro som Guld og ikke kunde havt med Tyveriet at bestille. Maggi havde ogsaa passeret gjennem Kontoret og Detektiven var bleven opmærksom paa hendes sjeldne Skjønhed, saa havde Dr. Aagot raabt efter hende: „Frøken West, vil De slaa op Vinduerne i Venteværelset?“
Kan virkelig denne unge deilige Pige være Tyven: undret Hals sig.
„Hvordan saa hun ud – hvordan var hun klædt?“ spurgte han.
Bestyreren meddelte sig derom.
„Hun forekom mig,“ tillagde han, „at skamme sig ved at komme hid og pantsætte. Men der har formodentlig været slet Samvittighed med i Spillet.“
„Rimeligvis. Tror De at kunne gjenkjende hende om De traf hende?“
„Ja, det tror jeg ubetinget, Hr. Hals. Saadant Ansigt ser man ikke hver Dag. Desuden kjendte jo Bogbindersvend Kræfting hende.“
„Jeg faar Lov til at tage disse Sager med mig?“ fortsatte Detektiven.
„Ja, vil De behage at kvitere for Dem.“
