„Du Alverden, hvad siger De, Frøken. Kan de da ikke være lagt andetsteds hen?“
„Det er ikke Tale om det. Vi pleier jo ikke at lade Entrédøren staa aaben, saa nogen kunde komme ind. I Søndags Brugte vi Servietringene, nu er de væk. Hverken De eller jeg har stjaalet Sagerne, Frøken West, og foruden os to kommer ikke flere her end Skurekonen. Reflexionerne gjør sig selv.“
Maggi rystet paa Hodet.
„Nei Frøken, jeg kan virkelig ikke tro Madam Salvesen til det.“
„Her er ingen anden at gjætte paa.“
Der fulgte en Pause, saa udbrød Maggi, som greben af en pludselig Tanke:
„Men om det var en snu Indbrudstyv, som narret os op i Maridalsveien ved Telefoneringen og siden banet sig Vei til Huset ved falske Nøgler og stjal disse Ting?“
„Nei, ved De hvad, Frøken West.“ sagde Aagot næsten ærgerlig, „det var ingen lys Tanke, De der undfanget, en Indbrudstyv vilde naturligvis ikke nøiet sig med at tage disse Smaating, men ribbet Skabet for alt Sølv, som fandtes.“
„Aa ja, De har Ret, Frøken. Men det er da frygtelig kjedeligt dette.“
„Vistnok det mest ubehagelige som kan hænde i noget Hus.“
