Endelig kom Turen til hende, og hun tog Sølvsagerne frem.
„Hvormeget skal det være?“ spurgte Bestyreren.
„Fem Kroner.“
Han nikket.
„Fem Kroner for Sølvbægre m. m.“
„Deres Navn?“ spurgte Assistenten.
„Anna Olsen, Pilestrædet 97.“
Hun modtog Pengene og Sedlen og fjernet sig.
„Hr. Bestyrer,“ sagde den lapset klædte, som ingen anden var end Kræfting. „Det var vist noget Filureri dette.“
„Hvad mener De, Kræfting?“
„Jo, den Dame kaldte sig Anna Olsen, men hun heder da virkelig Maggi West.“
„Hm—hm, det er mange, som ikke vil pantsætte under eget Navn.“
„Skulde det være noget galt,“ vedblev Kræfting, „saa ved De, hvor De har mig, Bestyrer.“
Det var Widding, som havde sat ham til at passe paa udenfor Laanekontoret, sigende at han vidste at Maggi West agtet sig did og bedt ham, ifald hun ikke pantsatte under eget Navn, at fremkomme med en saadan Bemærkning til Bestyreren.
Og Kræfting var saa sikker paa at den unge Pige, som pantsatte Sølvsagerne, var Maggi West, at han gjerne skulde aflagt Ed paa det.
