Byen. Ham var du virkelig glad i?“ tillagde han med vaagnende Skinsyge.
„Nei, ikke virkelig, Gilbert,“ forsikret hun ham heftigt. „Jeg likte at tale med ham, fordi han opførte sig saa dannet, en Tid da . . nu kjender jeg ham ikke mere.“
„Nei, han er sandelig ikke værd at kjendes ved. Jeg kunde fortælle dig Historier om ham, saa gemene, at . . .“
„Tal ikke mere om ham, Gilbert,“ bad hun med forpint Stemme.
„Nei nei,“ sagde han hurtig, „lad Charles Berg fare.“
Men Lorents hørte paa Tonen, at dette havde ladt en Torn igjen hos Gilbert. Bøssemageren kjendte nok Historien mellem Maggi og Charles Berg. Hun havde spadseret med ham en kort Tid, han havde ogsaa indfundet sig paa Besøg i Hjemmet, og Lorents havde været skrækkelig jaloux paa ham. Men saa hændte det engang Charles kom did noget anløben og traf Maggi alene i Stuen, han omfavnet hende brutalt og kom med et sjofelt Forslag til hende. Hun kaldte Lorents ind fra Haven, og han kastet Lømmelen ud hvilket Maggi var ham taknemmelig for.
Noget over Titiden brød de op, og atter fulgte Lorents dem i Afstand. Han havde hørt dem aftale at de skulde mødes Torsdag Aften, fjerde Dag derefter.
