Hun havde medtaget Entrénøglen og laaste sig ved sin Hjemkomst ind.
Ikke længe efter traadte Dr. Aagot ud i Dagligstuen og sagde en Smule misfornøiet:
„Hvor har De været henne?“
„Jeg var ude i et . . . nødvendigt Ærinde,“ stønnet Maggi blussende rød.
Dr. Aagot saa paa hende.
„Det er næsten en halv Time, siden jeg var herinde, da jeg trængte Deres Hjælp til et Barn, som jeg skulde skjære Mandlerne paa. Saa maatte jeg opsætte Operationen.“
„Det er virkelig kjedeligt, Frøken,“ svarede Maggi. „Men saa længe som en halv Time var jeg neppe borte.“
„Det manglede vist ikke meget. Hvor var De da?“ spurgte hun.
Maggi blusset endnu stærkere.
„De — maa undskylde mig — det kan jeg ikke si, Frøken,“ fik Maggi med Møie frem.
„Det vedkommer jo hellerikke mig,“ sagde Frøken Wang kjølig og vendte tilbage til sine Patienter.
Det gjorde Maggi oprigtig ondt, at Dr. Aagot var stødt paa hende for denne Historie.
