mumlet han hæst. „Aa jeg brænder som gloende Ild – det er som en Vulkan inde i Hodet mit.“
Maggi lagde sin bløde, hvide Haand paa hans feberhede Pande.
Det syntes at virke mildt beroligende paa ham, hans Øine luktes, og han sovnet blidt ind.
„Du har saa godt af at sove, Gutten min, hvisket hun. „Gud give, du kunde blive frisk igjen!“
Gilbert sov saa godt – hun satte sig ned paa en Stol ved Sengen og ventet paa at han skulde vaagne – vaagne til Bevidsthed.
Nær ti Minutter forløb, saa vak hun i ved at Døren aabnedes.
Der stod Widding og vinket hende ud til sig.
„Nu kommer Gilberts Tante, gamle Frøken Rambøll kjørende nedover Gaden,“ sagde han ilsomt.
„Hun maa ikke se Dem her. Lad mig lukke Dem ud af Kjøkkendøren.“
Han førte hende med sig ud i Kjøkkenet, aabnet Døren og de traadte ud.
„Fik De saa talt med ham?“ spurgte han.
„Nei, han tog til at fantasere igjen,“ svarede hun sørgmødig. „Siden sov han saa godt ind.“
„Hm—m, jeg har endnu et svagt Haab om at hans stærke Konstitution skal overstaa det.“
Maggi hilste og gik.
