„Gaar endda an.“
„Her paa Stedet maa De være precis et Kvart før 12, og naar jeg telefonerer hid og beder at Frøken Olsen skal komme til Telefonen gaar De did. Da faar De Ordre af mig enten De skal gaa det Ærinde eller ikke — jeg kunde jo have ombestemt mig.“
„Men sig mig nu, hvad stikker det egentlig under alt dette?“ spurgte nu Lona bristefærdig af Nysgjærrighed.
„Det siger jeg Dem ikke, men det vil jeg sige Dem, min Frøken, at om De vil vise Dem klog og diplomatisk, kan jeg komme til at aabne Dem en glimrende Løbebane — gjøre Dem til Eierske af en Million.“
„Nei, nu begynder det virkelig at rable for mig,“ lo den unge Pige. „Forklar Dem noget nærmere, min Herre.“
„Det kan jeg ikke før Tiden kommer. Hid med Deres Haandvæske, saa jeg kan putte Sølvsagerne ned der. De kan bede om at faa laant fem Kroner paa dem, det beholder De selv og faar desuden en Tier af mig. Og saa maa De møde mig Kl. 12½ her imorgen.“
Han anbragte Sølvsagerne og en Tikroneseddel i hendes Haandvæske, saa fulgtes de ud og skiltes.
