aldeles ikke noget, som han respekteret eller bøiet sig for.
Som han saa Gilbert holde hans smukke Kusine i sine Arme og kysse hende, kogte Raseriet og Skinsygen hos den unge Mand, og han maatte lægge voldsomt Baand paa sig for ikke at styrte frem og rive Maggi fra ham.
„Havde jeg min Bøsse med mig og lagde mig paa Lur, naar du gik alene i Skogen, skulde snart Elskovsspillet være slut for dit Vedkommende, du hovne Laps,“ tænkte Lorents i sit stille Sind, idet han knyttet Næverne i afmægtig Harme.
„Maggi,“ sagde Gilbert pludselig, "har du nogengang været glad i nogen anden end mig?“
Der for en flygtig Rødme over hendes smukke Ansigt.
„Nei, ikke . . virkelig glad i,“ sagde hun nølende.
„Kanske lidt forelsket da?“
„Ja, jeg trodde det en kort Tid, men da jeg opdaget, hvordan han var, fik jeg Modbydelighed for ham.“
„Hvem var det?“
„En Agent, det gjerne vil gaa for at være Kunstmaler, var forresten ogsaa Korist, Charles Berg heder han.“
„Fy den gemene Plattenslager!“ raabte Gilbert i Afsky. „Han har da gjort sig noksom bekjendt her i
