var Patienten, men hun beroligedes ved at høre, at han ikke var ved Bevidsthed. Ellers vilde det blive et pinligt Gjensyn mellem dem.
Men da de kom ind i Soveværelset, og hun saa den Mand, hun elsket, ligge der fra sig selv og hørte hans kjære, melodiske Stemme tale usammenhængende Ord, var hun nærved at falde i Graad.
Han laa og fantaserede om at gaa op til Examen. Dr. Aagot satte sig ned ved Sengen og følte Gilberts Puls, nu vendte hun sig til Maggi og sagde:
„Vil De lægge Puderne bedre tilrette under hans Hoved?“
Maggi gjorde som hun sagde, medens Dr. Aagot løftede den Syges Hoved op.
Nu gik Aagot lige ud i Forværelset og lukket Døren efter sig.
Maggi satte sig ned paa en Stol, idet hun tænkte paa, hvilket underligt Skjæbnens Spil det var, som havde ført hende hid.
Da vak hun pludselig op, ved at høre sit Navn udtales.
„Aa Maggi,“ sagde Gilbert i en smertelig Tone, „jeg kan alligevel ikke tro dette slette om dig.“
Hun fo'r op. Det var som en uimodstaaelig Magt drev hende til hans Leie, til at bevidne ham sin Uskyldighed.
Hun traadte hen til Sengen og sagde:
