Da han blev alene paa sit Værelse, tog han frem Maggis Kufferter, laaste dem op og gav sig paany til at undersøge dem.
Han fandt en Mappe, som indeholdt endel Breve og Papirer.
Widding bladet i dem, og snart trak han frem et stort forseglet Brev.
Udenpaa stod skrevet:
Til Maggi West — Dette maa ikke aabnes før den Dag hun fylder atten Aar.
„Der har vi det!“ lo Widding, glisende med Tænderne. „Der har vi det!“
Han tændte et Lys, varmet en Kniv over den og sik herved løsnet Lakket, saa dynket han Brevets Gummirand med Vand og fik saaledes Konvolutten op. Nu udfoldet han Brevet og læste:
Min egen Maggi, mit elskede Barn!
Ja, jeg kunde ikke holdt mere af dig, om jeg havde bragt dig selv til Verden og hidtil har jeg ikke havt Hjerte til at aabenbare dig den Hemmelighed, at jeg ikke er din rette Moder: Men nu, da du er stor og voxen, tror jeg, at du kan modtage denne Efterretning uden at det skal sænke Tungsind og Skygge over dit Liv.
Paa Skolen havde jeg en kjær Veninde, som hed Sofie Malm. Allerede fra liden Pige var hun en
