over til Widding, og han satte Albuerne i Bordet og støttet Hovedet mod begge Hænder.
„Ak Gud, dette kommer jeg ikke over!“ stønnet han.
I en Hast gjennemfôr Widding Brevet og sagde i en spydig Tone:
„Et høist beregnende Pigebarn! Den ædle, skjære, etheriske Maggi, som du forelsket dig i, Gilbert, det var ikke andet end en Digters Drøm. Nu vil jeg da vel haabe, at du er kureret for det.“
„Kureret?“ gjentog Gilbert vildt med flammende Øine. „Aa nei, Ingvald, skjønt hun skriver saadan, er jeg sikker paa at der stikker noget frygtelig Hemmelighed som tvinger hende til at forestille sig saadan for mig og til at gifte sig med et Menneske, som har et forfærdeligt Baand paa hende. Ak den, der kunde finde Klarhed i dette!“ hvinte han og slog Haanden i Bordet.
„Kjære Gilbert, efter dette maa dog din egen Stolthed forbyde dig at nærme dig hende,“ sagde Widding alvorlig og varmt, idet han lagde Haanden paa hans Arm.
„Min Stolthed,“ stønnet Gitbert. „Ak jeg ved ikke, hvad der er tilbage af mig – jeg er syg paa Legeme og syg paa Sjælen — jeg føler som jeg maa dø.“ Og han sank sammen og graat som et Barn.
„Stakkars Gut!“ sagde Widding med hyklet Bevægelse. „Du kommer nok over dette ogsaa. Lad os nu gaa ud og adsprede os og finde paa noget Moro.“
