„Aa jeg er forlovet," hvisket hun med et henrykt Smil. „Gid at Gilbert var fattig, jeg skulde føle mig lige rig ved ham for det.“
Lige fra Maggi var Barn havde hun havt det med det, at naar det hændte hende noget eller hun fik noget, som fyldte hendes Hjerte med Glæde, maatte hun følge sin Trang at takke Gud for det, han, fra hvem al ædel Glæde kom.
Hvormeget stærkere end ellers følte hun ikke nu i sit Overmaal af Lykke denne Trang.
Det var noget saa gribende troskyldigt og vakkert i det, at hun nu sank ned paa Knæ i Sofaen nær ved Vinduet som stod aabent, foldet Hænderne, og det lød inderlig fra hendes Læber:
„Jeg takker dig, Gud, jeg takker dig af min ringe Evne og af hele mit Hjerte, fordi du har skjænket mig denne fagre Gave iaften. Tak tak for du har givet mig Gilbert, og hjælp mig til at vise mig hans Kjærlighed værdig.“
I sin løftende Sindstilstand tænkte hun ikke over, hvor høit hun talte. Hendes musikalske Stemme lød ud af Vinduet og opfangedes af et Par Øren.
Neppe havde hun endt, før der lød en tør, haanlig Latter ude fra Haven.
Dødbleg for hun sammen.
Det var Lorents Stemme.
