fortalte at hun havde indgaaet hemmeligt Giftermaal med en ung Mand tilhørende en af Byens bedste og rigeste Familier. Men hemmelig maatte det nok indtil videre være, da ellers Onkelen vilde gjøre ham arveløs. Alligevel havde nok Onkelen faaet Rede paa Giftermaalet, og nu forsøgte han at tage Livet af hende og Barnet, flere Gange forsøgte han det ved sine Leiesvende, og saa kom det, at hendes Mand ogsaa syntes at svigte hende. Jaget som et vildt Dyr kom den stakkels Dame dødssyg til Inga og Johannes, som dengang boede i en Hytte op mod Østensjø. Hun bad dem tage sig af hendes Barn, tage det som sit eget, men det maatte ske i al Hemmelighed, da hun frygtet for at Onkelen til Manden hendes fremdeles vilde staa det vesle Barnet efter Livet, om han fik Rede paa det. Men da Damen ogsaa frygtet for, at hendes Mand i Fremtiden vilde fornægte sit Barn, fandt hun det bedst, at Hemmeligheden blev bevaret for altid. Johannes og Inga lovede hende dette med Haand og Mund, og de holdt det redeligt. Ingen fik vide andet end at Maggi var deres kjødelige Barn, ikke engang hun selv. „Maggi skal faa vide det, naar hun har fyldt atten Aar,“ sagde min Svigerinde til mig. Men det blev vel intet af; thi hun døde da Maggi var fjorten Aar. Jeg lovede Inga at tage mig af hende, og det Løftet har jeg holdt.“
