„Er det ikke sandt kanske?“
„Det er sandt, at Maggi er Datter af min Svoger Johannes West og hans ægteviede Hustru.“
„Nu, saa er det bare Løgn det Rygte, der vil gjøre en afdød Tante af mig til hendes Mor.“
„Hvad hed den Tante?“
„Naar det ikke er noget i det, saa lader jeg helst være at nævne det.“
„Ja, det er nok noget i det. Sig mig Damens Navn De?“
„Hvis De vil fortælle mig, hvad De ved om den Sag.“
„Kan det være af nogen Betydning for Dem at vide det?“
„Ja, af større Betydning end De aner; thi det gjælder kanske en liden Formue for mig. Og jeg skal nok vide at paaskjønne Dem for de Oplysninger De kunde give mig i saa Maade.“
„Ah, det forandrer Sagen! Ja, nu skal De faa høre, hvad jeg ved om det.“
„Lad os sætte os ned paa Stengjærdet.“
De gjorde saa, og Fru West tog atter tilorde:
„Jeg havde aldrig havt nogen Anelse om andet end at Maggi var min Svogers kjødelige Barn, født i Egteskabet. Men Mand min, Lukas, havde det af og til med at tage sig en Taar over Tørsten, og da var han svært aabenmundet. Saa en Dag kom han
