Men hvad tror du din Onkel vilde sige om han vidste dette?“
„Han vilde true med at gjøre mig arveløs, om jeg ikke gav Afkald paa dig. Men jeg har ikke Lyst til at miste Lindevold, og jeg kan ikke leve uden dig, min Elskede. Men Onkel er farlig syg og kan ikke gjøre det længe, neppe et Fjerdingaar. Naar han er død, saa gifter vi os. Men foreløbig maa vi holde Sagen hemmelig. Du skal ikke tvile paa mig, Maggi.“
„Nei, jeg tror dig, jeg tror dig!“ raabte hun seende ham kjærlig og tillidsfuld ind i Øinene.
Der fulgte en dyb Taushed. Maggi rettet Blikket drømmende fremfor sig.
„Hvad tænker du paa?“ spurgte Gilbert pludselig.
Hun saa smilende op paa ham.
„Det faldt mig ind, at det er saa rart at du, en fin, fornem Herre kunde bryde dig om en fattig, ubetydelig Pige som jeg. Du, som vanker ude paa Storfolks Baller, maatte dog blive indtat i en af disse fine, elegante nydelige Damer, der straaler som Prinsesser.“
„Nei, det har aldrig truffet sig saa,“ svarede han alvorlig. „Ingen af disse Prinsesser, som du kalder dem, har faaet mit Hjerte til at banke stærkere. Men den Sommerdag ved Stibækken, da jeg mødte dig, var det som jeg følte min Skjæbne nærme sig mig. Hele Skogen straalte op i en fortrollende Deilighed, som jeg
