„Du har intet Begreb om, hvilket Fornavn Sofie kan have givet Barnet?“ spurgte nu Malm.
„Jo, i sit sidste Brev til mig skrev Sofie, at hun agtet at opkalde Barnet efter min afdøde kjæreste Søster Maggi.“
„Ah!“ hvisket Widding med et Smil. „Nu skal vi se!“
„Jeg tviler aldeles ikke om at Sofie har angivet Barnet ved dette Navn til dem, som hun kan have overladt det til — men mit Navn har hun rimeligvis ikke nævnt.“
„Nu, altsaa ved vi at din Datter heder Maggi — det er altid noget at gaa ud fra. Det er et noksaa sjeldent Navn her i Landet.“
„Tænk, om det skulde lykkes dig af finde hende, Elias.“
„Hvad vilde du da gjøre?“
„Lade hende lyse i Kuld og Kjøn som min egen Datter — Vielsesattesten har jeg vel forvaret. Hun skulde arve min halve Formue — Lindevold maa Gilbert have. Saalænge ikke Slægten er uddød, vil jeg, at der skal sidde en Rambøll paa Lindevold. Men om vi nu finder Maggi, saa er Spørgsmaalet, hvordan vi vil finde hende,“ tillagde han med pludselig Ængstelse. „Hun kunde jo være faldt i slette Hænder, og . . .“
