Ja, det er som en indre Stemme siger mig at dit og Sofies Barn lever.“
„Nei, tror du det — tror du det: Men da skulde jeg vel fundet hende, saadan som jeg har ladet søge efter hende.“
„Jeg tænker mig, at Søgningen ikke er drevet med den rette Dygtighed. Men nu vil jeg, som har erhvervet mig noget af Amerikanerens Smarthed, selv tage fat at søge efter Barnet — eller rettere sagt Pigen; thi hun maa nu have fyldt sytten Aar.“
„Ved du hvad, Elias, du taler saadan, at du sætter Haab i mig om denne Mulighed. Tænk, om hun skulde være ilive?“
„Jeg har rigtignok ingen Slægtninger i Kristiania hos hvem jeg kunde hente nogen Ledetraad for min Søgen, men der maa dog kunne findes et Spor. Sofie maa kort forud for sin Død have overgivet Barnet til nogen. Gav du Sofie noget Smykke, som hun kunde have efterladt Eders Datter?“
„Jeg gav hende en Guldring — Forlovelsesringen. Den bar Indskriften „Din Haakon" og saa forærede jeg hende et gammelt Familiesmykke, et Guldarmbaand med Rambøllernes Familievaaben og Initialierne A. H.“
Widding, som hele Tiden havde lyttet ved Paneldøren fôr op i Forundring.
„Hvad i Alverden er dette?“ mumlet han.
