at Sofie var død omtrent en Uge før min Onkels Død, og begravet paa Østre Akers Kirkegaard. Det ingen vidste var ogsaa alt hvad jeg fik at vide noget om Barnet. Sofie var død ensom, maaske i Elendighed,“ tillagde Rambøll og brast i Graad.
„Gamle Ven, nu tror jeg dig.“ sagde Malm dybt bevæget. „Tilgiv min Mistro!“
Da Rambøll var bleven lidt roligere, fortsatte han:
„I flere Aar lod jeg søge efter Barnet. Det vilde være mig en Trøst i Sorgen at finde hende og legitimere hende som min Datter, hun skulde være min Alderdoms Trøst. Men jeg maatte opgive det. Jeg kunde ikke tro andet, end at hun var død. Nu, jeg styrtet mig i et Forlystelsens Liv og blev ved Siden heraf en Mamonsdyrker. Den eneste jeg holder af, er min Brorsøn Gilbert, som skal arve alt hvad mit er. Ak Elias, naar jeg tænker tilbage paa hele mit Liv, synes jeg at jeg ikke har havt en glad Stund, siden jeg mistet Sofie,“ tillagde han sukkende.
Der fulgte en lang, lang Pause, saa tog pludselig Malm livlig tilorde:
„Men om nu alligevel Barnet skulde være ilive?“
„Du kan da vel ikke tro, at det er nogen Mulighed for det, Elias. Nu er det vel sytten Aar efter min Vielse.“
„Ja, jeg tror at der er megen Mulighed for det.
