affyret i en betænkelig Nærhed af hende. Der blev endvidere en Nat gjort et Forsøg paa at sætte Ild paa Gaarden. Jeg kunde ikke være i Tvil om at denne Forfølgelse var iværksat af min Onkel, der havde faaet Nys om mit Giftermaal.“
„Men var han da saadant et skrækkeligt slet Menneske din Onkel!“ afbrød Malm ham i en tvilende Tone.
„Han var forfærdelig adelsstolt, hovmodig og hjerteløs, grusom var han og syntes ikke at eie stort af Samvittighed. Man vilde vide at han i sin ungdom havde myrdet en Medbeiler inde i Sverige.
Nu, jeg haabet at Sofie havde undgaaet hans Efterstræbelser. Jeg vendte hjem og fandt Onkel paa Dødsleiet — han havde faaet et Slaganfald og døde uden at være kommen til Bevidsthed.
Saa var jeg Herre paa Lindevold. Strax lod jeg søge efter Sofie for at legitimere hende som min Hustru, og med Glans og Pragt føre min unge Frue og vort Barn ind paa Herregaarden. Ak hvor mit Hjerte længtes efter dem!
Men trods alt, jeg søgte, var og blev Sofie sporløst forsvunden. Jeg troede hun vilde søge mig naar hun erfaret min Onkels Død, men det slog ikke ind. Ak jeg frygter næsten for at hun troede at jeg ogsaa helst saa hende død.
Jeg sparede ingen Møie eller Bekostning for at finde min Hustru. To Aar efter fik jeg endelig vide
