jeg troede at alt var vel og bra, og selv var jeg ikke den som skrev hjem. Nu kommer jeg hid og hører, at Godseier Haakon Rambøll er Ungkarl og aldrig har været gift. Nu staar jeg her og kræver dig til Regnskab. Hvad har du gjort med Sofie?“
„Ak Elias!“ stønnet Rambøll. „Aldrig kunde jeg svige Sofie, hvem jeg elsket saa høit. Du ved jeg maatte holde vor Forbindelse yderst hemmelig. Jeg forstod at min Onkel var kommen paa Sporet af dette. Efter Vielsen førte jeg Sofie til en Gaard i Skedsmo, hvor hun tog ind under falsk Navn. Da jeg her tog Afsked med hende, saa jeg hende for sidste Gang — jeg fik et Brev fra hende, hvori hun meddelte mig, at hun havde født mig en Datter. Flere Breve fik jeg ikke fra hende. Tilsidst holdt jeg det ikke ud længere men drog did for at se hende. Men hun var der ikke. Bonden fortalte at hun en Nat var flygtet derfra med sit Barn og havde efterladt sig et Brev, hvori hun meddelte at hun ikke turde blive der længere, da der var nogen, som stod hende og Barnet efter Livet. Der var ogsaa skeet flere besynderlige Ting i den Tid Sofie opholdt sig paa Gaarden. Man havde seet fremmede Folk lure sig om Gaarden. En Nat havde en ukjendt Person trængt sig ind til Sofie og forsøgt at røve Barnet fra hende, men da Husets Folk paa hendes Angstskrig kom til, maatte denne tage Flugten. En Dag, hun var gaaet ud i Skogen, blev et Pistolskud
