„Nu, det var altsaa ham, jeg tænkte paa. Tror De, at det er Anledning til at faa tale med Haakon Rambøll?“
„Jeg tror nok det.“
„Tak.“ Den Fremmede hilste og gik opover Alléen.
„Her stikker bestemt noget under!“ mumlet Widding. „Kanske gamle Haakon Rambøll har været hemmelig gift. Jeg skulde have Lyst til at faa Rede paa dette.“
Strax tænkte han paa Løngangen, hvorved han kunde komme frem til Døren til gamle Rambølls Værelse.
Han gik ud i Haven, ned i Kjælderen og ind gjennem Løndøren, sprang opad Vindeltrappen, løb gjennem Gangen og stod snart ved Paneldøren til Godseierens Soveværelse.
Han lyttet. Alt var stilt derinde.
Nu hørte hun Døren aabnes, og lette Trin lød derind.
„Onkel,“ lød Kathinka Lyhrs Stemme. „Her er en gammel Hr. Brown, som ønsker at tale med dig.“
„Jeg kjender ingen af Navnet Brown,“ svarede Rambøll.
„Han siger, at han har noget vigtigt at tale med dig om.“
