„Ja ja, men jeg maa tale med Maggi,“ skreg Gilbert med hæs, ukjendelig Stemme.
„Hvad skal nu det være til Gut?“
„Jeg maa sige hende min Mening denne frække, forvorpne, uværdige Skabning!“
„Du ser jo, at hun er borte.“
„Hun maa være der inde i Vrimlen.“
Snart opløstes Sværmen, ud af denne dukket Konstabelen buxerende gaa den sjanglende Mand, mens Tilskuerne ordnet sig til regulært Folketog opover Youngsbakken.
Pludselig bemærket Gilbert en slank Pigeskikkelse over paa det andet Fortaug.
Han skjød over og Widding fulgte efter men blev idetsamme helt konfus.
Det var den virkelige Maggi West som kom der.
„Maggi,“ sagde Gilbert. "Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvor dybt jeg foragter dig . .“
Hun stanset og vendte sit blege, sjælfulde Ansigt mod hans med et gribende Udtryk af Sorg.
„De tager Feil,“ sagde hun med bævende Stemme.
„Men saa jeg da ikke selv . . .“ udbrød han heftigt.
Maggi, der troede, han hentydet til hin Komedie i Tantens Have paa Rodeløkken, svarede:
„De tager Feil, jeg har intet at bebreide mig, skjønt Skinnet er imod mig. Men hvad gjør det fra
