23de Kapitel.
Hvem kjender ikke den hvide Neger, som før drev sin Kafé ved Youngstorvet.
Den havde en Søgning af meget forskjelligartet Publikum. Om Formiddagen var der Skuespillere fra nærliggende Revytheatere, smaa Spekulanter og Torvfolk. Om Aftenen, naar her musiceredes med Piano og Fiolin, kom her Arbeidere, Vognmænd og Strøgets Natmennesker af begge Kjøn.
Nu gik Musikken lystig. I den store Stue var Bordene besat af muntre Gjæster, og i en Krog for sig selv sad Gilbert Rambøll med en halv Bokøl foran sig og læste en Avis og ventet paa Widding. Han likte sig aldeles ikke her.
„Undskyld, faar jeg Lov til at sætte mig ned her,“ sagde en Stemme. Foran ham stod Lorentz West.
Gilbert havde mest Lyst til at sige Nei, men fandt det uklogt og svarede barskt „Ja.“
