„Du tror dog vel ikke at det var ved egen Skyld hun kom op i dette?“ spurgte Lind.
„Nei, aldeles ikke. Men Maggi har levet under fortrykte Forholde og har ikke havt det for godt,“ svarede Aagot, der gjorde sig det til Pligt ikke at røbe, hvad Maggi havde betroet hende.
„Hun fortjener at faa det godt,“ sagde Doktoren.
„Hun er helt gjennem et Naturbarn.“
„Jeg liker hende udmærket, hun er min Tjenestepige, min Medhjælperske og min Veninde.
„Du, Aagot, er sandelig ikke den, som uden videre stifter Bekjendtstab med den første den bedste.“
„Jeg er kræsen i Valget af Veninder, ser du. Vil du spise Frokost med mig, Otto.“
„Mange Tak.“
„Du har vel intet imod at Maggi spiser med os?“
„Det vil være mig en sand Fornøielse at have hende til Trediemand.“
Maggi blev kaldt ind til at dække Bordet, og de tre indtog Frokost i Fællesstab. Maggi anstrængte sig for at de to ikke skulde mærke paa hende, hvor hun led med sig selv.
Da Lind og hans Kusine siden blev alene, sagde den sidste med et skjelmsk Smil:
„Ved du hvad, Otto, jeg tror virkelig du er forelsket i Maggi.“
