helst at vente paa hende her, indtil hun kommer fra Kontoret.
„Værsaagod!“ sagde Pigen.
Da han traadte ind i Dagligstuen, gjenkjendte han hende pludselig og udbrød smilende:
„Goddag, Frøken West, finder jeg Dem her!“
„Jeg hjælper Frøken Vang.“
„Saa-aa, og De ved kanske ikke at Frøken Wang er min Kusine?“
„Nei, det ved jeg rigtignok ikke, Hr. Doktor,“ svarede hun.
Han fandt Maggi helt fortryllende i den hvide Sygepleierskedragt.
„Og De er ikke bleven bidt af nogen Hugorm siden?“ spurgte han.
„Heldigvis ikke,“ svarede hun, og tænkte i sit stille Sind at hun havde været udsat for Mennesker, der var farligere og giftigere end nogen Hugorm.
„Hvordan liker De at bo i tykke Byen?“ spurgte han.
„Tak, jeg har det godt her, men jeg maa nu alligevel sige, at jeg holder mere af Landet og Naturen.“
„Det er fordi De er et Naturbarn.“
„Kan man vedblive at være Naturbarn, naar man i længere Tid bor inde i en Storby?“ gjenmælte hun.
„De kan det, Frøken Maggi. Men hvorfor ser
