som de andre, der løber her og spør efter den forvorpne Jenten.“
„Skam Dem, hvad De siger!“ skreg han harmblussende op.
„Træk mig for Retten, og jeg staar ved mine Ord. Men nu er denne Samtale endt. Godmorgen!“
Gilbert befandt sig i en høist uhyggelig Sindsstemning. Det syntes ham, som hele Verden maatte have sammensvoret sig om at bagvaske Maggi og tale ondt om hende. Og saa nægtet denne gamle Dame at sige ham, hvor Maggi var; det lod jo paa hende som om hun vidste det.
„Men jeg skal finde hende frem!“ mumlet Gilbert for sig selv, som han var stanset ude i Gaden. „Jeg vil høre af hendes egen Mund, at det ikke er sandt et Ord af det onde, de siger om hende.“
Nu tog han en rask Beslutning, han vilde kjøre lige op til Fru West og se til at faa vide af hende om hun kjendte noget til, hvor Maggi opholdt sig.
Som tænkt saa gjort. Han tog en Drosche op til Rodeløkken og traf Enkefru West alene hjemme.
„Mit Navn er Arnold Gilbert,“ presenterede han sig.
Fruen gjorde en dyb Kompliment for ham. Hun kjendte ham igjen efter et Fotografi, hun havde seet inde paa Maggis Værelse, men fandt det klogest ikke at lade sig mærke hermed.
