„Hør nu, Maggi, De skal tage det med Fornuft og . . .“
„Jeg heder ikke Maggi!“ snærret den anden. „Lona heder jeg – Lona Blessing.“
I dette Øieblik stødtes Døren op, og Widding trængte sig voldsomt ind.
„Hvad gaar her for sig!“ skreg han med en Politimands hele Barskhed.
„Aa Widding er det Dem!“ jublet Lona. „Frels mig fra dette afskyelige Kvindfolk, der har bedøvet mig og slæbt mig hid for at – –.“
„Frøken Blessing!“ raabte Widding. „Altsaa virkelig Dem!“
Han trak sin Tollekniv og overskar hendes Baand.
Lona sprang op af Sengen, stillet sig foran Fruen og skreg:
„Nu skal De staa mig til Regnskab, Rufferske!“
Fru Felsback stod der med en Mine, som hun var færdig til at synke tvers gjennem Gulvet.
„De skal staa mig til Regnskab, gamle Synderinde!“ tordnet Widding.
„Ak af mig!“ stønnet Fruen. „Jeg troede dette var Maggi West, og Gamlekjæresten hendes, denne Amerikaneren, satte mig til at udføre denne Greien.“
„Dette undskylder meget lidet Deres Opførsel,“ vedblev Widding strengt.
