var kjap til at faa fat i en lukket Vogn. Saa kjørte vi hjem med hende og fik hende uden Opstyr op i Kammeret igjen og lagde hende paa Sengen. Neppe var det gjort, før jeg fik Besøg af en rig, norsk Amerikaner, en vild, uvoren Kar og til og med halvfuld. Jeg spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at snakke lidt med vor nye Fugl. Det var han med paa. Jeg sagde ham at hun var prippen og modspænstig, saa han ikke maatte tage med Silkehandsker paa hende. Amerikaneren lovte paa at han vidste nok, hvordan slige Fugle skulde tæmmes. Saa slap vi ham ind til hende og lyttet udenfor Døren. En liden Stund efter blev der et farligt Spetakkel derinde, og Amerikaneren raabte om Hjælp.“
„Nei, nu maa jeg si!“ afbrød Widding hende.
„Vi gik ind i Kammeret. Paa Gulvet laa Amerikaneren med Blodet strømmende af Mund og Næse, og over ham stod Maggi med Kniv i Haand. Nu løftet hun den ogsaa mod mig og vilde true sig til Udgang. Men vi fik hende da kastet overende og bagbundet, hun var jo aldeles vild.“
„Det kunde jeg aldrig tænkt mig om Maggi West. hun, som saa stille og tilbageholden ud.“ erklærede Widding.
„Det var hun ved sit første Besøg hos os, men nu lod hun helt til at have forandret Natur. Jenten var Skam ikke til at kjende igjen, og slig hun bruger
