„De kan saa trygt betro Dem til mig — hvad De siger mig, kommer ikke videre.“
Og Maggi meddelte hende om Fætterens Opførsel mod hende.
„Afskyeligt!“ raabte Doktor Aagot hovedrystende. „Ja, da kunde De nok ikke blive boende der længere. Og nu videre?“
Maggi fortalte om den Ulykke, der var tilstødt Larsen og at nogen havde bagvasket hende for Frøken Lammers, og hun var afskediget for „Løsagtighed.“ Videre meddelte hun om Tabet af sin Haandvæske og om hvordan hun blev berøvet sine Kufferter.
Ivrig lyttet Dr. Aagot til og sagde saa:
„Man siger nok, at en Ulykke sjelden kommer alene, men en værre Kjæde af Ulykker paa engang har jeg aldrig hørt Tale om.“
„Udenfor hvad hændte med Larsen,“ sagde Maggi, „saa tror jeg at alle de andre Ulykker tilføiedes mig fra samme Hold.“
„Hvad er det, De siger: Hvad mener De med det?“
„At jeg har Fiender, som vil mig tillivs, ja ligefrem arbeider paa min Undergang.“
Dr. Aagot saa venlig ind i Maggis smukke, sjælfulde Ansigt og sagde:
„De, som ser saa snil og god ud, skulde have Fiender? Nei, det kan jeg da umulig tro.“
