„Vil De nu følge med mig hjem, saa faar vi tales nærmere ved. Jalfald maa De slaa Dem ned hos mig inat.“
„Mange Tak.“
„Jeg kommer netop fra en Patient og nu skal jeg hjem.“
De fulgtes indover mod Centrum.
Et Kvarterstid efter sad de i Doktor Aagot Vangs hyggelige Dagligstue, hvor der var dækket et indbydende Aftensbord.
„Førend vi taler sammen, trænger De til at faa noget Mad i Livet,“ sagde Frøken Wang eller Doktor Aagot, som mange af hendes Patienter pleiede at kalde hende. „Værsaagod!“
De satte sig tilbords og hun skjænket The til sin Gjæst og nødte hende til at spise.
Efterat Maggi behagelig oplivet havde takket hende for Maden, tog hun paa Doktor Aagots Indbydelse Plads i Sofaen og denne satte sig overfor hende.
„Nu maa De fortælle mig om Deres Ulykker,“ sagde hun. „De staar ene i Verden og har ingen Slægtninger?“
„Jeg har en Tante, som jeg logerede hos,“ men der kunde jeg ikke blive boende længere.
Nølende holdt hun inde, men Frøken Wang sagde hjerteligt:
