„Følg med mig hjem, saa skal jeg kanske skaffe Dem en Plads.“
„Tak, Frøken, men jeg har foresat mig, at jeg ikke vil tage nogen Plads i Kristiania.“
"Hvorfor ikke?“
„Fordi jeg har saamange Fiender, der vil min Fordærvelse.“
„Fiender, siger De, slette Mennesker altsaa?“
Maggi nikket.
„Saa følg med mig De – jeg skal tage Dem i Beskyttelse mod Deres Fiender,“ lød det tappert. „Jeg skal værne om Dem og lære Dem at være modig til at optage Kampen mod denne vanskelige Verden vi lever i. Tro mig til, jeg ved, hvad Kamp vil sige, jeg kjender de saakaldte fine Folks Usselhed. De kan saa trygt stole paa mig.“
Og Maggi stolte paa hende. Det var næsten som en Magnetisme udgik fra den robuste lille Dame, der vistnok ikke var begavet med kvindelig Skjønhed, men hvis Ansigt bar et Drag af Kjækhed, Energi og Hjertensgodhed.
„Hvad heder De?“
„Maggi West.“
„Det Navn har jeg bestemt hørt før!“ sagde Frøken Wang livlig, „men jeg husker ikke af hvem.“
„Og Deres Stilling?“
Maggi nævnte det, og Doktoren fortsatte:
