Maggi havde allerede ofte hørt omtale den kvindelige Læge, Doktor Aagot Wang, som var bekjendt for sin Dygtighed og Elskværdighed blandt Samfundets Smaa, hos hvem hun havde vidst at gjøre sig afholdt.
„Er der ellers noget, jeg kan staa til Tjeneste med?“ spurgte Konstabelen.
„Nei Tak,“ lød Svaret, og han fjernet sig med en høflig Hilsen.
Nu traadte Frøken Wang nærmere ind til Maggi og betragtet hende med et venligt forskende Blik.
„Sig mig hvor De skal hen, saa følger jeg Dem hjem,“ sagde hun.
„Jeg har intet Hjem,“ svarede Maggi, der følte sig sælsomt dragen til hende.
Det var som den kvindelige Læge syntes at læse i hendes Ansigt, og hun sagde med blød Stemme:
„De har intet Hjem, siger De, og De ser syg og enerveret ud, og jeg ved neppe jeg har seet noget mere hjælpeløst, fortvilet Udtryk i et Ansigt end Deres — De er meget ulykkelig, men god og ufordærvet.“
„Jeg har ikke selv forskyldt mine Ulykker,“ svarede Maggi heftigt bevæget.
„Det tror jeg hellerikke om Dem. De har intet Hjem eller Tilholdssted, ingen Slægtninger til at hjælpe og støtte Dem?“
„Ingen – ingen i hele Verden,“ svarede Maggi i en uendelig fortvilet Tone. „Heller ingen Beskjæftigelse.“
