men ganske vist vilde hendes Fiender lægge nye Snarer for hende og tilsidst kunde hun komme til at bukke under.
Hvor turde hun vel, efter hvad hun idag havde oplevet, sætte Lid til noget Menneske her i Byen, som hun ikke forud kjendte i Bund og Grund. Og hos dem hun kjendte, var hendes gode Navn og Rygte ødelagt.
Tilsidst kom hun til den Overbevisning, at der ikke var noget andet for hende at gjøre end at se til at komme sig væk fra Kristiania, etsteds hen, hvor ingen kjendte hende og hun kunde være tryg for sine Fienders Efterstræbelser.
Hun vilde gaa paa sin Fod udover Landeveien, kanske hvile sig og sove lidt inde i Skogen og næste Dag søge sig Plads paa en Bondegaard – ligegodt hvilkensomhelst Beskjæftigelse der blev tilbudt hende.
Hun reiste sig, gik fremover forbi Jernbanestationen og tog saa Kort Adlers Gade.
Men langt havde hun ikke gaaet, før der frem af et Smug styrtet endel mørke Skikkelser og stanset og omringet hende.
„Slip mig – lad mig gaa!“ stønnet hun fra sig selv af Angst.
Hun saa, at det var Banditter, fæle Lazaroner og midt iblandt dem stod en fillet Jente med frækt, forvorpent Ansigt.
