„Er der nogen?“ raabte han.
„Det er mig – Fru Felsbak.“
„Nu, jeg er meget vred paa Dem.“
„Det vil De holde op at være, naar De hører hvad jeg har at fortælle Dem.“
„Kom med det.“
„Vi har atter fanget Maggi,“
„Nei er det muligt?“ raabte Widding fornøiet.
„Ja, for en halv Time siden bragtes hun kloroformeret og i lukket Vogn til mig og vaagnet først af Dvalen, da hun kom ind paa sit Kammer.“
„Og saa?“
„Hun bærer sig ad som en Vanvittig — raser som en Løvinde.“
„Jeg haaber at De ikke slipper hende løs dennegang,“ fortsatte han.
„Nei, min Herre, er jeg bleven luret en Gang saa kan De lide paa, at De ikke sker om igjen.“
„Lad mig nu se det, Fru Felsbak.“
„Foreløbig er det vel bedst at lade hende rase ud.“
„Ja ja, jeg ser muligens op til Dem engang imorgen. Godaften da!“
Han ringte af, gik ned til Frøken Lyhr og meddelte hende den for dem saa gode Nyhed, og hun blev meget fornøiet.
„Nu kan De være ganske rolig,“ tillagde han.
