fandt Entrenøglen borte, anet hun Uraad. Hun gik ind i Kammeret og fandt Svensken liggende paa Gulvet i Krampe, han havde faaet et epileptisk Anfald, og Maggi var væk.“
Widding bandte, saa det var stygt at høre.
„Det var en infam dum Historie,“ sagde han.
„Fru Felsbak har ganske vist gjort sit bedste.“
„Vidste man endda, hvor Pigebarnet har tyet sig hen.“
„Vidste vi det, saa skulde det nok lade sig gjøre at faa hende indfanget, men det er aldeles umuligt at gjætte sig til. Hvad er det nu at gjøre?“
„Ved endnu ikke — jeg maa tænke mig om.“
Det banket paa Døren, og Widding lukket op.
Der stod Frøken Lyhr.
„Maa jeg faa tale lidt med Dem,“ bad hun.
„Til Tjeneste, Frøken,“ svarede han og gik ud til hende.
Hun førte ham ind paa sit Værelse og sagde saa:
„Jeg saa Deres Drabant komme og havde strax paa Følelsen, at han bragte Dem en Jobspost.“
„Ganske rigtig. Maggi West er rømt fra Fru Felsbak.“
Kathinka blev ganske bleg.
„Saa er Spillet tabt,“ sagde hun.
„Endnu ikke, men her er det at tage fat fra nyt
