„Jeg vil sandelig beholde denne Hemmelighed for mig selv,“ tænkte Widding. „Hvem ved om den ikke kan komme mig til Nytte paa en eller anden Maade.“
Nu vendte han tilbage just den samme Vei han var kommen, lukket den første hemmelige Dør efter sig og steg op af Kjælderen, slukket Lygten og gik lige op paa sit Værelse, hvor han tog omtalte Mappe frem og satte sig til at skrive et Brev.
En god Stund efter blev der banket paa Døren.
„Kom ind!“ raabte Widding.
Det var Kræfting som viste sig, og Widding saa strax paa hans Ansigt, at der var hændt noget meget ubehageligt.
„Hvad er det for galt paafærde?“ spurgte han.
„Det er det, at Maggi West inat rømte fra Fru Felsbak.“
„Er du splitter pine gal,“ skreg Widding. „Hvordan kunde de give hende Leilighed til saadant?“
„Ja, det var nok et Brev til Fru Felsbak, et Trudselsbrev, som faldt i Maggis Hænder og fik hende til at forstaa det Hele, hun satte sig paa Bagbenene og forsøgte at rømme, men blev puttet ind i Kammeret. Da hun sov, gik den svenske Skibskaptein gjennem den hemmelige Dør i Væggen ind til hende. Det blev snart stilt derinde, og Fruentimmerne, som lyttet, troede, at det var all right. Saa gik de hver til sit og blundet lidt. Men da Jordmoderen vaagnet og
